Historien bag puderne
Jeg har gennem en årrække samlet på svenske tekstiler, vævet af kvinder på små væve i eget hjem. Tøjstykkerne er oprindelig tænkt til brug som løbere på et bord, en form for pynte dug. Da de ikke har et praktisk formål hverken i fortid eller nutid, har mange aldrig været brugt og har ligget hengemt i skuffer og skabe.
For at de smukke håndvævede tekstiler kan komme til sin ret, besluttede jeg at bruge dem, jeg havde fundet, til en produktion af puder.
Traditionen med at væve striber stammer helt tilbage fra bolster vår som vi i Danmark kender som olmerdug, en tæt vævet dyne i hør.
Bolsteret var stribet, som oftest i blåt, men også i rødbrunt.
Bolster nævnes i papirerne fra et dødsboskifte i 1685 både som under- og overdyne.
I 1971 kortlagde en stor gruppe kvinder i Östergötland, i Sverige, den lokale vævetradition. Det lykkedes dem at indsamle traditionelle mønstre fra 1800 tallet via mundtlig overlevering og gennem prøve-vævning af gamle tekstiler.
De 120 symmetriske mønstre de præsenterede i en bog, var med til at holde liv i en tradition for hjemmevævning og vævning i lokale hemslöjds foreninger, frem til årtusindskiftet.
Og der væves stadig i mindre omfang den dag i dag.
Den produktive tid mellem 1950 til 1980 har i høj grad præget farvesammensætningen i de smukke tekstiler.